
| Den årlige fødevaremesse blev 24-28/02-2007 afholdt i Bella Centeret. Traditionen tro blev der afholdt diverse konkurrencer bl.a. for kokke, opvaskere, catere og smørebrødsjomfruer. Det er med stolthed, at vi kan præsentere en af vores ansatte som guldvinder i: Danmarksmesterskabet for smørebrødsjomfruelever: Mia Jensen |
Mia er ansat i kantinen på DTU. Hun har været ansat i Forenede Service i snart tre år, og har i lidt over to år været under uddannelse. Mia står overfor at skulle til eksamen i sit svende- prøveprojekt, og vil efter den sidste praktikperiode, være færdiguddannet til august. Det var skolen, der indstillede eleverne til konkurrencen, men ikke alle havde overskuddet til at deltage. Eleverne skulle nemlig aflevere svendeprøveprojekt dagen efter.
To dages dyst De der trodsede arbejdspresset skulle mødes på et hotel, hvor eleverne skulle besvare en skriftlig opgave. Dagen efter skulle den praktiske opgave afvikles ude i Bella Centeret. Holdet mødte op kl. seks tirsdag-morgen. Andre konkurrencer havde været i gang dagen før, så eleverne mødte op til et beskidt køkken og manglende råvarer. Først efter et par timer blev konkurrencen sat i gang, og eleverne havde nu tre timer til at fremvise, hvad de kan i et køkken. Alle opgaver blev løst i samarbejde med en medstuderende. Mia deler altså sin danmarksmestertitel med en anden studerende.
Gastronomi Opgaven var delt i to: En bunden opgave, hvor der skulle laves seks stykker luksussmørebrød, samt en fri opgave, hvor eleverne fik en kurv med råvarer, hvoraf de skulle lave tre lette frokostretter. Alt skal laves fra bunden; brødet skal bages, mayonaisen skal røres, marinader skal blandes...
Mia overbeviste bl.a. dommerne med disse retter, der var en del af den frie opgave:
De tre kreative retter - Mousse af dampet torsk, serveret på sprød rugbrødskurv - Svinemørbrad rullet m østershatte og krydderurter. Hertil marinerede rodfrugter - Stegt andebryst anrettet på appelsinbund, rødkålssalat samt glaserede nødder.
Mia mener, at hendes hold vandt på deres nytænkning; en kreativ og anderledes måde at sætte råvarerne sammen på. Vigtigst af alt vil dog altid være smagen!
Præmien Med titlen følger et wellnessophold hos Comwell til en værdi af 2500,- kr. samt diverse præmier som knive og andre ting, der er uundværlige for en smørebrødsjomfru.
Uddannelsen Mia blev opfordret af en kollega til at søge ind på studiet. Kollegaen var klar over Mias evner, og uddannelsen ville styrke Mias position på arbejdsmarkedet. Denne opfordring vil Mia gerne give videre. Arbejdet som smørebrødsjomfru er ikke ensbetydende med at skulle smøre leverpostejs-madder dagen lang. Faktisk dækker arbejdet alt indenfor frokostretter, hvilket i praksis vil sige stort set alt, bare ikke sovs og kartofler. Smørebrødsjomfruerne går på skole med kokkene i de første skoleperioder, hvilket giver en bredere uddannelse.
Titlen ’smørebrødsjomfru’ er også ændret til ’Gastronom med speciale i smørebrød’. Det er en lang titel, som måske er mere tillokkende for mandlige studerende.

|